Siden starten af 1990’erne er middellevetiden for danskerne stort set steget uafbrudt. Det gjorde den også sidste år, hvor middellevetiden for mænd og kvinder steg med henholdsvis 0,31 år og 0,27 år.
Dermed er middellevetiden for mænd nu 79,3 år og 83,2 år for kvinder. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Når danskerne bliver ældre og ældre, stiller det automatisk også ekstra krav til pensionen. Det bemærker Brian Friis Helmer, privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.
– Når vi kan se frem til at blive ældre, stiller det os basalt set over for to valg; spar mere op til pension eller bliv længere på arbejdsmarkedet – i hvert fald hvis vi vil bibeholde vores levestandard, når vi går på pension, siger han i en skriftlig kommentar.
Hans bedste råd er, at man sørger for at lægge en plan for sin pension og sin opsparing.
– Den plan ændrer sig naturligvis livet igennem, i takt med at man måske får kæreste/ægtefælle, børn, hus og bil. Men netop derfor skal man løbende justere planen og ønskerne til ens tilværelse som pensionsnist.
– På den måde sikrer man sig, at man hele tiden sparer det rette beløb op, siger Brian Friis Helmer.
Han tilføjer, det er vigtigt at huske på, at man ud over pensionsopsparingen også kan ligge inde med anden formue blandt andet i form af sin bolig eller frie midler. Det sidste kan eksempelvis være indestående på en almindelig bankkonto.
/ritzau/