Danmarks bedste østersret skal findes på Mors

Den kommende Østerfinale på Mors får igen i år besøg af en lang række prominente kokke, men det er for en gangs skyld ikke dem der skal dyste om hæder og ære, når konkurrencen om lave Danmarks bedste østersret skal findes.

Helt almindelige danskere får nemlig mulighed for at vise deres kunnen, når konkurrencen Dirty Oyster – Årets Folkeøsters afvikles i Nykøbing Mors lørdag den 18. april 2020. Konkurrencen er åben for alle.

Simpelt regelsæt
Der skal fremstilles én ret, med østers som hovedingrediens. Tilberedning foregår hjemmefra og retten medbringes til Østersteltet på pladsen ved Morsø Sejlklub og Marina på havnen til bedømmelse af dommerpanelet kl. 15.15.

Retten skal afleveres i syv eksemplarer – en ret til beundring fra alle gæsterne på pladsen – og seks retter til dommernes bedømmelse. Smagsprøver af retten til det øvrige publikum er også meget velkomne.

Deltagerne vælger selv, hvordan retten anrettes. De medbragte tallerkener o.lign. får deltagerne selvfølgelig med sig igen. Der vil være engangsservice til rådighed på dagen til eventuelle mindre anretninger til publikum.

Østers vil kunne afhentes ved Vildsund Blue på Ørodde i Nykøbing, og der kan højest købes 25 østers per deltager. Man skal selv betale alle råvarer og prisen på østers meldes ud på www.skaldyrshovedstad.dk, når den foreligger tættere på konkurrencen.

Man skal bruge østers til konkurrencen, men bestemmer herefter helt selv, hvad man vil bruge i retten. Man skal dog følge den opskrift, der på forhånd er fremsendt ved tilmelding til maria.kjelds@morsoe.dk.

Der er ingen krav om tilberedning, dog skal råvarerne håndteres forsvarligt i forhold til hygiejne og fødevaresikkerhed. Såfremt retten er tænkt varm, sørger deltageren selv for at dette kan ske i form af medbragt kogeplade eller lignende. Medbringes sådanne apparater bedes det meldt sammen med tilmelding og opskrift.

Dommere voterer efter enkle regler
Danmarks Skaldyrshovedstad har sammensat et dommerhold, der vil lægge vægt på smag, kreativitet og helhedsindtrykket ved bedømmelsen.

Dommerne vil offentliggøre vinderen lørdag den 18. april 2020 kl. 15.45, hvor der også vil være præmieoverrækkelse.

Årets dommerpanel er: Michelin-kokken Torsten Vildgaard Restauratør Jakob Jensbye (Restaurant JA i Holstebro, tidl. Kokkelandsholdet), Madanmelder Lars Bang Bertelsen (Nordjyske), Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), Morsø Kommune, samt Ellen Philipsen Dahl (DB), der er formand for Beskæftigelses- & Erhvervsudvalget i Morsø Kommune.

Der vil være et gavekort på 1.500 kroner fra Mors Handel til den heldige vinder.

Østersfinalen markerer afslutningen på årets sæson for at fange østers i Limfjorden.

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top