Der kan være langt til nærmeste IKEA der her i landet ligger i Aalborg, Aarhus, Odense, Gentofte og Taastrup.
Men hvis du ikke kan komme til IKEA, må IKEA komme til dig. Det virker til at være filosofien bag møbelgigantens nyeste tiltag, for vidste du, at det faktisk er muligt at få leveret dine varer til tæt på hvor du bor?
I øjeblikket er 37 udleveringssteder over hele landet tilknyttet Klik & Hent-konceptet, herunder Go’on i Nr. Nissum ved Lemvig og Spar-købmanden på Iversensvej i Thisted.
Og det er ikke tilfældigt, at den svenske møbelkæde lancerer muligheden for lokal afhentning.
– Vi ved, at mange af vores kunder gør en tur til IKEA til en hyggelig heldagsudflugt. Men for rigtigt mange danskere er der langt til det nærmeste varehus. Vi reducerer nu rejsetiden for mange af vores kunder med 37 afhentningssteder, siger Elefteria Cromlidou, der er Country Commercial Manager i IKEA Danmark.
Ifølge Ikea Danmark bliver mere end hver fjerde onlineordre lagt uden for de fem varehuses åbningstider. I det seneste regnskabsår besøgte knapt 11 millioner de fem danske varehuse, mens der var 41 millioner besøgende på den danske hjemmeside.
Prisen for Klik & Hent er 79.- pr. bestilling. Det er den uanset, hvor mange varer din bestilling indeholder, og uanset om du ønsker at hente dine varer i IKEA varehuset eller på en af de lokale afhentningssteder.
IKEA Danmark forventer at udbygge den bæredygtige varelevering på sigt, så den kommer til at dække et større geografisk område.
Foto: IKEA