Morsø Sejlklub & Marina kan notere sig en fremgang i antallet af gæster sidste år.
I 2019 anløb 3050 gæstesejlere og 1115 autocampere svarende til i alt 4165 overnatninger. Det er en stigning på 700 i forhold til 2018.
– Det er en meget tilfredsstillende udvikling. Sejlklubben har et godt samarbejde med Morsø Turistbureau. Vi er også af den overbevisning at ”by night” og mange andre arrangementer tiltrækker sejlere, oplyser havnechef Søren Olsen og formand Lars Østergaard i en pressemeddelelse.
Lars Østergaard fremhæver også et godt samarbejde med Morsø Kommune, der har udlagt stenmel på nogle gangarealer. Derudover er der blevet etableret en gangsti ud til
molehovedet.
– Alt i alt et godt år med mange gæstesejlere og overnatninger, mange aktiviteter, medlemsfremgang, højt aktivitetsniveau, stor frivillighedsindsats og en sund økonomi. Det tegner lyst for Morsø Sejlklub og Marina, lyder konklusionen.