Endnu et løft til musikundervisningen på Mors

Blandt 11 udvalgte skoler rundt i landet får både Sydmors og Øster Jølby skoler på Mors nu et skoleorkester som led i projekt OrkesterMester, hvor hele klasser lærer at mestre musikinstrumenter og får musikalske oplevelser.

En bevilling fra Kulturministeriet på 10 millioner kroner i årene frem til 2023 giver skolerne mulighed for at indkøbe hele klassesæt af violiner, celloer, klarinetter og andre orkesterinstrumenter.

– Med OrkesterMester er vi med til at sætte fokus på musik i folkeskolen og sikre, at flere børn får oplevelser med musik. De lærer at spille og får viden om forskellige typer af musik, og de lærer om vores fælles musikkultur, siger generalsekretær Lotte Trangbæk, Danske Musik- og Kulturskoler, der står bag projektet.

Arbejdet med skoleorkestret foregår i de obligatoriske musiktimer og i et samarbejde mellem musikskolen og folkeskolen.

En kæmpe mulighed
På Mors er nyheden sød musik for de involverede skoler.

– Det er fantastisk, at de to landsbyskoler nu også er OrkesterMester-skoler. Det er en kæmpe mulighed for eleverne og for livet på skolerne. Nu skal vi opdyrke et endnu stærkere musikalsk liv på både vores egen skole og ikke mindst i fællesskab på tværs af skolerne, siger skoleleder på Sydmors Skole, Tenna Bilstrup.

Skoleleder på Øster Jølby Skole, Line Rask Abildgaard, uddyber:

– Musikinstrumenter til hele klassen gør, at alle børn får lov at opleve musikken ved at spille et instrument. Det skaber læring, fællesskab, og vi styrker trivslen hos eleverne, fortæller hun.

Alle lokale folkeskoler er nu med
Mors har allerede en skole som er valgt til OrkesterMesterskole, og eleverne fra M. C. Holms Skole, som har været i gang siden 2018, forsætter med musikken, når de flytter op på Dueholm Skolen i 4. klasse. Dermed bliver alle øens folkeskoler en del af OrkesterMester.

Det glæder formanden for Børne- og Kulturudvalget i Morsø Kommune, Tore Müller.

– Det er noget helt særligt for en kommune, at alle fire folkeskoler nu er blevet udvalgt som OrkesterMester-skoler. Musik er en vej til så mange fine oplevelser hele vejen gennem livet, og det er fantastisk at kunne give vores børn denne gave så tidligt. Jeg tror på, at det her vil have en masse positive effekter ude på skolerne og også for Mors som kulturø, siger udvalgsformanden.

Et nyt spirende musikliv på Mors
Musikskolen føler sig ikke truet. Tværtimod ser man muligheder for at få endnu mere musikliv på Mors.

– Musikskolen og folkeskolerne har et rigtig godt samarbejde. Vi ser frem til at styrke samarbejdet med de to nye OrkesterMester-skoler endnu mere. Men allermest glæder vi og til at lave musik sammen. Men allerførst bliver opgaven at etablere velfungerende tværprofessionelle teams mellem personale fra folkeskolen og musikskolen på skolerne. Vi kommer hver især med vores kompetencer, og den cocktail giver grobund for et nyt spirende musikliv på Mors, afslutter Musikskoleleder, Peter Frost.

LÆS OGSÅ:

Kæmpe løft til musikundervisningen på Nykøbing-skole

Pressefoto

Forfatter

Related posts

Top