Kollerup: – Medarbejdere i karantæne skal have løn

Den danske regering følger udviklingen af Coronavirusset, COVID-19 tæt, og Sundhedsstyrelsen opfordrer alle danskere, der har været i særlige risikoområder til at blive hjemme i 14 dage, efter de er kommet retur til Danmark.

Nu lyder samme opfordring til erhvervslivet. Erhvervsminister Simon Kollerup har været i kontakt med Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Dansk Erhverv med en opfordring fra regeringen til at hjælpe med indsatsen mod spredningen af sygdommen.

Det skal ske ved at holde medarbejdere hjemme i 14 dage, hvis de kommer hjem fra særlige risikoområder, herunder blandt andet områder i Norditalien. Det gælder også selvom medarbejderne ikke har været i direkte kontakt med smittede.

Samtidig opfordrer erhvervsministeren arbejdsgiverne til at udbetale løn til medarbejderne i denne periode.

– Regeringen tager situationen meget alvorligt og følger naturligvis udviklingen time for time. Vi er i tæt dialog med myndigheder, erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter. Og vi holder et vågent øje med, hvad det kan få af betydning for dansk erhvervsliv og dansk økonomi, siger Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

Foto: Keld Navntoft

Forfatter

Related posts

Top