Mors-Thy Håndbold udskyder spinning-event

Der var lagt op til en festlig aften med omkring 550 deltagere, livemusik og underholdning. Men nu udskyder Mors-Thy Håndbold den årlige spinningevent, som efter planen skulle afholdes lørdag den 21. marts.

Årsagen skal findes i myndighedernes anbefalinger i forhold til at begrænse smitten af Covid 19 mest muligt.

– Vi er drønærgerlige over ikke at kunne afvikle festen som planlagt, men vi bliver naturligvis nødt til at tage vores forholdsregler og passe på hinanden, siger salgsdirektør Hans Peter Jarl Madsen.

Mors-Thy Håndbold SpinningEvent 2020 skulle afvikles i Sparekassen Thy Arena | Mors i forbindelse med Mors-Thy Håndbolds ligakamp mod SønderjyskE Herrer. Den kamp afvikles planmæssigt, blot uden tilskuere.

Der er endnu ikke fastlagt en ny dato for spinning-eventet, hvor målet var at samle 500.000 kroner ind til håndboldklubben. Allerede købte billetter er gyldige til den nye dato, som bliver meldt ud på et senere tidspunkt, ligesom købte billetter naturligvis også refunderes.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top