Ny risikovurdering: Coronavirus kan dræbe op til 5600 danskere

Coronasmitte spreder sig hastigt i Danmark, og for første gang sætter myndighederne i en risikovurdering tal på, hvor mange der vil dø af coronavirusset, såfremt det udvikler sig til en epidemi.

Mellem 1680 og 5600 danskere risikerer at miste livet i løbet af hele epidemiperioden.

– Det er dog forventningen, at det danske sundhedsvæsen vil kunne iværksætte særdeles effektive tiltag, der gør, at dødeligheden forventes at være i den lave ende, hedder det i vurderingen.

Vurderingen fra Sundhedsstyrelsen er lavet ud fra den “realistiske” situation, at hver tiende dansker bliver ramt af coronavirus. Det svarer til 580.000 mennesker. Mandag var 90 mennesker smittet. Onsdag var det tal steget til 340, og vi vil se endnu flere smittede i fremtiden.

Det estimerede dødstal er ikke overraskende, siger Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

– Men selv når man har overstået første bølge (af coronavirus, red.), kan den meget vel komme igen. Og hvis den kommer samtidig med en anden influenza, vil der kunne opstå kedelige scenarier og større udsving, siger han.

I risikovurderingen gives der også et estimat på, hvor mange patienter der får behov for behandling. 11.200 patienter vil have behov for indlæggelse under hele epidemiperioden, mens 2800 patienter vil skulle have intensiv behandling.

Men lige nu er der blot 431 intensivpladser i hele landet. Derfor skal sygehusene formentlig arbejde på at skabe endnu flere. Ifølge Jakob Kjellberg kunne vi sagtens håndtere 2800 coronapatienter, for de ville ikke alle komme i intensiv behandling på én gang. Men der er også andre mennesker end folk med coronasmitte, som skal have en plads på en intensivafdeling.

– Det er dér, udfordringen ligger. Det er allerede presset, som det er i dag, siger Jakob Kjellberg.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil nu forsøge at få både pensionerede læger og lægestuderende til at hjælpe til.

Du kan læse seneste nyt om Covid 19 HER

LÆS OGSÅ:

Lokalt rejseselskab henter feriegæster hjem fra Italien

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top