Håndtering af coronavirus i Thisted Kommune

Thisted Kommune følger regeringens anbefalinger og er i gang med at sende så mange medarbejdere som muligt hjem, mens vi opretholder de vitale funktioner og beredskabet på områder med sundhed, pleje og omsorg.

Disse funktioner fortsætter, men kommunen lukker for besøg fra pårørende og andre udefrakommende på sundheds- og ældreområdet for at forebygge en smittespredning til udsatte grupper.

– Det betyder, at som udgangspunkt bliver de områder, som kan lukkes, også bliver lukket, mens en række vitale områder fortsætter med beredskab og så meget personale, som det er muligt, udtaler Ulrik Andersen, kommunaldirektør i Thisted Kommune

På de vitale områder vil der i vid udstrækning være tale om et beredskab, så man må forvente, at der ikke kan leveres samme mængde og type af service som under normale omstændigheder.

Vitale områder
De vitale områder er i vid udstrækningen indenfor social- og sundhedsområdet, og herunder ældreområdet. Det betyder, at blandt andet plejehjem og hjemmeplejen, madservice, sociale botilbud med mere fortsat er i drift og med det personale, som beredskabet giver mulighed for. Men på bl.a. ældrecentrene og i botilbuddene vil besøg fra pårørende ikke være muligt, for at begrænse risikoen for smittespredning til udsatte grupper.

Der er tale om områder, hvor situationen ændrer sig løbende og derfor kan områderne ændre sig.

Øvrige områder
Affald og dagrenovation: Der indsamles dagrenovation som normalt, ligesom Genbrugsekspressen afhenter affald som normalt. Genbrugscentrene er åbne som normalt, og affaldsstativer m.v. i offentlige områder bliver også tømt som normalt.

Dagtilbud: Der arbejdes i øjeblik på at klarlægge behovet for nødpasning, sådan at bl.a. sundhedspersonale fortsat kan få passet deres børn.

Skoler: Elever i skoler og undervisningstilbud har allerede mange steder valgt at blive hjemme, og der arbejdes med mulighederne for fjernundervisning. Skolerne lukkes officielt fra mandag 16. marts.

Øvrigt: Sundhedspleje og Tandplejen er lukket, men der vil være åben på telefonen, hvis der er behov for at henvende sig om akutte tandskader. Myndighedsopgaver ved beredskabet for udsatte børn og evt. udrykninger, fortsætter som hidtil men administrative opgaver af medarbejdere, der arbejder hjemme.

– Du kan stadig komme i kontakt med os gennem vores hovednummer 99 17 17 17 men der er også oprettet en række direkte numre, der kan ses på www.thisted.dk. Vi håber på forståelse for, at der kan være ventetid på telefonerne,  slutter kommunaldirektøren inden han tilføjer:

Vær opmærksom på, at situationen ændrer sig løbende og vi derfor anbefaler at holde sig opdateret via vores hjemmeside og på Facebook.

Foto: Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top