Ny corona-hotline skal berolige bange børn og unge

Skolerne lukker mandag og to uger frem for at mindske spredning af coronavirus.

Det betyder også, at coronavirussets udbrud i Danmark for alvor kan mærkes hos børnene, der kan se frem til en helt anderledes hverdag med blandt andet fjernundervisning.

Skulle børn være bekymrede over virusset, har de fra fredag klokken 9 et nyt sted, de kan henvende sig. Klokken 9 åbner nemlig en ny telefonlinje i Det Nationale Sorgcenters afdeling for børn, unge og sorg.

– Rigtig mange børn og unge er bange nu og har brug for at snakke med nogen. Og vi ved også, at rigtig mange forældre er i tvivl om, hvordan de taler med deres børn om coronavirusset. Derfor stiller vi vores psykologer til rådighed syv dage om ugen, siger direktør hos Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt.

Den nye hotline er åben alle dage fra klokken 9 til 16. Ifølge direktøren er der ikke sat en slutdato for telefonlinjen. Den fortsætter, så længe der er behov for den.

Telefonlinjen er for både børn og forældre, der har spørgsmål eller bekymringer.

I første omgang sidder to til tre psykologer fra Det Nationale Sorgcenter klar til at besvare opkald fra bekymrede børn og forældre. Men det kan udvides, hvis det viser sig, at der er behov for det, fortæller Preben Engelbrekt.

Du kan ringe til psykologerne på den nye telefonlinje på nummeret 69161667.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top