Videokonsultationer skal mindske smittefaren for praktiserende læger

Brug af videokonsultationer hos de praktiserende læger kan sikre, at smittespredningen af corona-viruset bliver begrænset. Derfor har Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) netop indgået en midlertidig aftale om videokonsultation med patienter i almen praksis.

I regi af Nord-KAP, som er Kvalitetsenheden for Almen Praksis i Region Nordjylland, har flere praktiserende læger netop deltaget i et pilotprojekt, hvor de har testet brugen af videokonsultation af i egen klinik.

– Det er helt oplagt, at vi udbreder muligheden for brugen af videokonsultation i den nuværende situation, hvor et fysisk besøg hos lægen kan øge smittespredningen. Fra pilotprojektet hører vi, at patienterne er utroligt glade for at kunne være derhjemme eller tage en pause på arbejde i stedet for at skulle hen til lægeklinikken, og tilbagemeldingerne fra lægerne er også positive, fortæller Gitte Sand Rasmussen, daglig leder i Nord-KAP.

Region Nordjylland tilbyder udstyr og support
Der findes forskellige videoløsninger på markedet, som kan anvendes til konsultation med patienten. Nogle læger har i forvejen udstyr, men derudover vil der for lægerne være mulighed for at få stillet udstyr til rådighed af Region Nordjylland. Derudover vil Nord-KAPs datakonsulenter give support for lægerne.

– Vi har fra pillottesten en lille mængde udstyr stående, som vi allerede kan tilbyde de praksis, som ønsker det nu. Vi har lynbestilt yderligere udstyr i dag som kommer indenfor få dage, så vi håber vi kan følge med efterspørgslen. Derudover vil videokonsultationer være nyt land for mange læger, og her kan vores datakonsulenter hjælpe med at få dem i gang, siger Gitte Sand Rasmussen.

PLO arbejder på højtryk for at færdiggøre et nyt virtuelt venteværelse. Det er en udbygning og forbedring af den videoløsning, som tidligere er testet i en række klinikker og som hænger tæt sammen med Min Læge app’en, som bliver patienternes indgang. Aktuelt er planen, at videoløsningen testes i uge 12 og efterfølgende bliver tilgængelig for klinikkerne.

Regionsklinikker tilbyder allerede videokonsultationer
Udover den nye mulighed hos de praktiserende læger, så har Region Nordjylland allerede gode erfaringer med brug af videokonsultationer, da patienter i flere af de nordjyske regionsklinikker i nogen tid har haft muligheden for videokonsultationer med deres egen læge. Over 1.500 videokonsultationer er det blevet til indtil videre.

Patienterne og lægerne vil således allerede nu kunne benytte sig af videokonsultationer i regionsklinikkerne i Øster Jølby og Nykøbing på Mors og på Læsø.

Foto: Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top