Jesperhus udskyder åbning og udvider sæsonen

Jesperhus har tidligere meldt ud, at sæsonstarten udskydes grundet corona-situationen. Åbningen skulle have fundet sted den 27. marts.

Nu oplyser ferieresortet, der årligt besøges af omring 250.00 gæster i både feriecenteret og blomsterparken, at man samtidig har valgt at udvide sæsonen.

– Vi bakker fuldt op om myndighedernes håndtering af Coronavirussen, og det er også baggrunden for, at vi nu udskyder sæsonåbningen af vores feriecenter til den 1. maj 2020. Vi har en forpligtelse overfor vores over 250.000 årlige gæster samt ikke mindst vores personale, og det er baggrunden for, at vi udskyder åbningen, siger direktør Peter Overgaard.

Udvider sæsonen kraftigt
Han fortæller samtidigt, at Jesperhus har besluttet at udvide årets sæson da feriecentrets mange gæster – primært børnefamilier – har set frem til opholdet.

– Børnene har glædet sig til at besøge os, se Hugo shows og så videre. Og vi er godt klar over, at mange børn vil blive kede af det, hvis de ikke kommer afsted. Derfor har vi valgt at udvide sæsonen med to perioder i efteråret, fortæller Peter Overgaard.

Jesperhus’ showteam er allerede gået i gang med at udvikle på et ”Halloween-tema”, der bliver omdrejningspunktet omkring efterårsferien.

– Efterårsferien har vi traditionelt udsolgt, og belægningen er allerede stor i den uge. Nu åbner vi så op for nye perioder omkring efterårsferien, påpeger Peter Overgaard.

Hugo’s Juleland til december
Herudover er det kreative team allerede i gang med at ideudvikle på et julekoncept, hvor Jesperhus for første gang nogensinde åbner op for gæster i årets sidste måneder.

– Vi har så mange indendørs faciliteter, at man sagtens kan holde ferie i Jesperhus om vinteren: Hugo´s Badeland hvor man fx kan svømme omkring juletræet, Zik & Zak´s Abeland med juleshows med Hugo og de øvrige figurer, JungleZoo, biograf og et hav af andre juleaktiviteter. Derfor holder vi ekstraordinært åbent fra medio november og frem til jul. Både med mulighed for weekendophold, og ophold på hverdagene, fortæller Peter Overgaard.

Producerer ny gratis børneunderholdning
Udover at udvikle på underholdningen til sommersæsonen og de to udvidede åbningsperioder til efteråret, har showteamet produceret en række nye film med Jesperhus’ mange figurer.

– Hugo, Zik & Zak og alle de andre populære figurer har lavet en række nye små film til børnene og de lægger helt gratis tilgængeligt på vores YouTube kanal, fortæller Peter Overgaard.

Venter travlhed de kommende døgn
Jesperhus har op imod 1.400 bookinger i perioden frem til 1. maj 2020, og dem skal der tages hånd om nu.

– Vi opfordrer folk til at følge anvisningerne på vores hjemmeside. Med op imod 1.400 bookinger, der skal ændres, kan vi ikke undgå, at der bliver pres på og det håber vi på forståelse for i den her for alle helt ekstraordinære situation, påpeger Peter Overgaard.

 

Forfatter

Related posts

Top