Der er politisk fokus på flere hænder i daginstitutionerne, og kommunerne forventer at skulle bruge flere pædagoger i fremtiden.
Derfor er der også glæde hos pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen UCN, der blandt andet har en afdeling i Thisted, ved udsigten til at optage flere studerende i år.
I forhold til sidste år bliver der i år optaget yderligere 25 pædagogstuderende på UCN. I 2019 var der over 200 ansøgere med pædagoguddannelsen på UCN som 1. prioritet, der måtte se et afslag tikke ind. Derfor forventer uddannelseschef Anne Krogh også, at der bliver rift om de 25 ekstra pladser.
– Set i lyset af især daginstitutionernes politiske bevågenhed, så er det vigtig at se på, hvor de ekstra hænder skal komme fra. Derfor er jeg glad for, at de nordjyske kommuner har valgt at give grønt lys til at øge optaget, siger uddannelseschefen.
Der er endnu uafklaret, hvordan de 25 pladser bliver fordelt mellem UCN’s tre adresser i Nordjylland – i hhv. Thisted, Aalborg og Hjørring. Det bliver afgjort i den kommende tid, og fordelingen skal især afspejle, hvor i regionen der er praktikpladser til rådighed til de studerende. Det er kommunerne, der fastsætter antallet af studiepladser og fordelingen af praktikpladser baseret på deres forventninger til det fremtidige behov for uddannede pædagoger.
Der er ansøgningsfrist via Kvote 2 søndag den 22. marts.