Sundhedsansatte nægtes adgang til coronatest

En ny retningslinje udarbejdet af Sundhedsstyrelsen gør det muligt for medarbejdere, som varetager kritiske funktioner i sundhedsvæsenet, i ældreplejen og i indsatser for socialt udsatte, at få afklaret, om de er smittet med virusset eller ej.

Men sygeplejersker og ansatte i ældreplejen oplever problemer med at få adgang til test for coronavirus. Det er meldingen fra Dansk Sygeplejeråd og fagforbundet FOA, der organiserer de ansatte på området.

Retningslinjen betyder ellers, at disse faggrupper skal have mulighed for en hurtig afklaring, hvis de oplever lette symptomer på coronavirus.

– Vi oplever, at mange er blevet afvist og har fået at vide, at det ikke er muligt at få lavet den her test. Det kan både være medarbejdere og ledere, der kontakter os, fordi de oplever problemer med at få taget testen, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Hun siger, at myndighederne hurtigst muligt må sikre, at adgangen til test kommer til at fungere.

– Det er vigtigt, at myndighederne er klar over, at her er der en udfordring, der skal løses, siger hun.

Hvis medarbejderne er syge med virusset, skal de blive hjemme og først dukke op, 48 timer efter at de er symptom-frie. Men hvis det viser sig, at de bare har en let forkølelse, kan de godt gå på arbejde.

LÆS OGSÅ:

Sundhedsansatte kan nu få hurtig afklaring af coronasmitte

/ritzau/

Arkivfoto: Aalborg Universitetshospital

Forfatter
Tags

Related posts

Top