Borgere, som ser tv via signaler fra antenne, kan ånde lettet op. De mister nemlig ikke tv-signalet midt i coronakrisen.
Tv-signalerne stod ellers til at lukke ved udgangen af marts, men det er blevet udskudt. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Udskydelsen gælder til 2. juni, så ingen risikerer pludselig at møde sort skærm i forsøget på at følge med i de seneste nyheder om coronavirus i Danmark.
Lukningen af antennesignalerne sker på baggrund af en bred politisk aftale om en vækstplan for digitalisering i Danmark, som blev indgået i februar 2015.
Et af elementerne i planen er, at 700 MHz-frekvensbåndet, der i dag benyttes til udsendelse af antenne-tv, fra april 2020 i stedet skal anvendes til mobilt bredbånd (5G).
Det har Danmark forpligtet sig internationalt på skal ske senest d. 30 juni 2020.
/ritzau/