Regeringen vil have en ny ændring af epidemiloven hastebehandlet torsdag.
Ændringen skal bane vej for bl.a. at forbyde forsamlinger på mere end ti personer. Det viser et brev fra statsminister Mette Frederiksen (S) sendt til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, som flere landsdækkende medier, herunder DR og TV2, er i besiddelse af.
TV2 erfarer desuden, at det maksimum tilladte antal vil være to personer.
Der er tale om en præventiv lov, der skal sikre, at politiet har de rette værktøjer, forud for påsken, hvor Folketinget holder lukket, og derfor ikke kan gennemføre ny lovgivning.
Loven vil derudover også give mulighed for at forbyde adgangen til bestemte områder, hvor der er mistanke om, at mange mennesker vil forsamle sig.
Planen er, at den nye lov skal træde i kraft 4. april.
/Ritzau/
Foto: Anders Hviid