Mens thyboer stadig i disse dage, med visse restriktioner, kan benytte sig af de døgnåbne genbrugspladser i Thisted og Hanstholm, er genbrugspladserne på Mors lukket for private.
Men nu åbner der sig måske en dør på klem.
Efter talrige opfordringer har formand for Teknik og Miljø Meiner Nørgaard (foto), og borgmester Hans Ejner Bertelsen nemlig taget kontakt til de relevante myndigheder og Kommunernes Landsforening for at høre mere om hvilke muligheder der er for genåbning:
– Det optager også os, hvordan vi bedst muligt kan følge intentionen bag Sundhedsstyrelsen anbefalinger om at minimere smitterisiko og KL’s opfordringer omkring ikke at lukke ned for kritiske funktioner, skriver Morsø Kommune på facebook og forsætter:
– Samtidig er det også i vores interesse, at Jeres hverdag kan fungere rimeligt. Det er naturligvis en balancegang, som vi hver dag følger op på.
Det eneste der er at gøre nu er at vente på, at myndighederne og Kommunernes Landsforening vender tilbage med deres synspunkter.
LÆS OGSÅ:
Thisted Kommune: – Overhold reglerne eller vi lukker genbrugspladserne
Foto: Morsø Kommune