Kinesisk corona-donation på vej til Region Nordjylland

Region Nordjylland modtager i løbet af de næste dage et større parti værnemidler mod coronasmitte, som den kinesiske Jack Ma Foundation har doneret til Danmark.

– Det er en kærkommen håndsrækning i en situation, hvor vi har brug for rigtig meget udstyr, siger koncerndirektør Roeland Løfberg, Region Nordjylland.

Donationen omfatter 5000 visirer, 5000 dragter og 450.000 masker, som Region Midtjylland har fået ind på sit centrale lager i Østjylland. Indholdet på de 16 paller fordeles nu til de øvrige regioner efter en fast fordelingsnøgle udregnet på baggrund af blandt andet indbyggertal. For Region Nordjylland drejer det sig om en andel på 10,5 procent. Det vil sige cirka 500 visirer, 500 heldragter og 45.000 engangsmasker.

– Donationen viser, at vi har et godt samarbejde og hjælper hinanden på tværs af regionerne, men der er stadig brug for mere udstyr og gerne nogle faste leverancer, siger koncerndirektør Roeland Løfberg.

Region Nordjylland tager i øjeblikket imod store og små bidrag af værnemidler og har åbnet for frivillige donationer på sit centrallager, der har adresse på Fåborgvej i Aalborg Øst.

Hvis du har uåbnede pakker med mundbind, engangshandsker og andet udstyr, kan det afleveres på lageret, der gerne vil kontaktes i forvejen på telefon 29 28 51 22 eller 97 64 85 10.

Udstyret bliver kvalitetskontrolleret, før det sendes videre til brug på hospitalerne.

Foto: Niels Åge Skovbo, Region Midtjylland

Forfatter

Related posts

Top