Ingen tegn på at coronakrisen vil skabe fødevarekrise

Verden står midt i en sundhedskrise med coronapandemien, men der er ingen tegn på, at coronakrisen vil udløse en fødevarekrise. Vi behøver med andre ord ikke bekymre os om mangel på mad eller vilde prisstigninger på basale fødevarer.

Sådan lyder det fra seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Han er ekspert i fødevareøkonomi og sidder med i den EU-ekspertgruppe, som blandt andet skal vurdere, hvordan coronakrisen vil påvirke landbruget.

– Der er mange fødevarer i verden. Vi har nogle rimeligt store fødevarelagre. Så det er ikke sådan, at der kommer mangel på fødevarerne.

– Der er god høst, og der er ikke tegn på misvækst, så der er masser af fødevarer i verden, siger han og tilføjer, at der er et stabilt forbrug af fødevarer:

– Fødevarer er en basal vare. Vi vil ikke spise hverken mere eller mindre, fordi der er coronakrise. Vi har et rimelig stabilt forbrugsmønster.

14. marts blev grænserne til Danmark lukket for udlændinge uden et anerkendelsesværdigt formål i Danmark. Godstransport må dog fortsat krydse grænsen, hvorfor fødevarer altså stadig kan komme ind i landet.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top