Divisionsforeningen afviser klubbers krav om indflydelse

Klubberne i de bedste danske fodboldrækker skal ikke forvente at blive taget med på råd, hvis sæsonen må afblæses i utide som følge af coronavirus.

Divisionsforeningen fastslår i et brev til klubberne, at det er foreningens administration, der afgør, hvad der i givet fald skal ske med ligaen og dermed også med spørgsmålet om op- og nedrykning.

Det skriver Ekstra Bladet.

– En enstemmig bestyrelse er af den opfattelse, at det eneste rigtige og mulige er at delegere kompetencen til af træffe en sådan beslutning fra bestyrelsen til administrator.

– Det har bestyrelsen tidligere gjort generelt sammen med alle øvrige forhold omkring afviklingen af turneringerne, lyder det i brevet, der er underskrevet af advokat Martin André Dittmer.

Såvel Superligaen som 1. og 2. division er suspenderet på ubestemt tid. Divisionsforeningen har flere gange slået fast, at man satser på at færdigspille sæsonen, så klubberne selv kan afgøre tingene på banen.

Men bliver der brug for skrivebordsafgørelser, er det altså Divisionsforeningen, der kommer til at træffe beslutningerne.

/ritzau/

Foto: Thisted FC

Forfatter

Related posts

Top