Ledige skal fortsat ikke søge job

Ledige er i den kommende tid fortsat ikke tvunget til at søge job eller komme til samtaler i jobcentret eller a-kassen for at få udbetalt dagpenge eller kontanthjælp.

Beskæftigelsesministeriet forlængede nemlig igår den delvise lukning af landets jobcentre, som har været gældende de seneste par uger.

Der er dog lavet enkelte ændringer. Fremover er det som ledig muligt at få en samtale – enten digitalt eller over telefonen. Det er dog frivilligt og helt op til den enkelte.

Derudover får kommunerne lov at sende ledige på kurser, der kan foregå digitalt, hvis de ønsker at lære nyt.

– Beskæftigelsesindsatsen fortsætter med at være på nedsat blus som en naturlig konsekvens af, at landets offentligt ansatte er sendt hjem, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

– Men med justeringerne får kommunerne nu bedre mulighed for at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet med virtuelle kurser og samtaler, selv om det er en svær opgave i disse tider, siger han i en pressemeddelelse.

Siden 11. marts er 33.000 flere blevet ledige, og samlet er i underkanten af 165.000 registreret som ledige.

Folketinget har aftalt, at perioden fra 9. marts til 9. juni ikke tæller med i den periode, man kan få dagpenge og sygepenge. Det vil sige, at retten til de to ydelser er forlænget med tre måneder.

/ritzau/

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top