Politiet har i løbet af påskeugen rejst 56 sigtelser mod personer, som på den ene eller den anden måde har overtrådt reglerne om at forsamles i grupper på flere end 10 personer. Det oplyser Rigspolitiet til Ritzau.
Dermed har påsken gennemsnitligt budt på færre daglige sigtelser end ugerne før. Det endda til trods for, at politiet flere steder havde varslet en øget patruljering.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) varslede en gradvis genåbning af samfundet, var det på betingelse af, at de skrappe restriktioner blev fulgt hen over påsken. Og hvis antallet af sigtelser kan antages at være udtryk for, i hvor høj grad borgerne følger reglerne, så har regeringschefen ikke grund til at rynke bryn ad borgerne.
Siden 18. marts, hvor bekendtgørelsen om forbud mod større forsamlinger trådte i kraft, har politiet rejst 238 sigtelser. Det svarer til et gennemsnit på godt ni sigtelser per dag.
I påskeugen fra mandag den 6. april til søndag den 12. april er der som sagt rejst 56 sigtelser – det svarer til et gennemsnit på otte daglige sigtelser.
/ritzau/
Foto: Lars Aarø