Bør forældre have pengene retur for den periode dagtilbuddene har været lukket ned? Og bør forældre, der har mulighed for at passe deres børn hjemme den næste måneds tid, slippet for at betale?
Nej, siger Venstre-medlemmerne i Morsø Kommunes økonomiudvalg:
– Vi har ikke planer om at ændre i betalingen for børnepasning i maj måned eller i en længere periode. Altså mener vi, at forældrebetalingen skal fortsætte som hidtil, siger gruppeformand Hanne Haldrup på vegne af hende selv, borgmester Hans Ejner Bertelsen og Socialudvalgsformand Henning Sørensen.
Hvis staten vil kompensere for manglende forældrebetaling i en periode, fordi forældre passer deres børn hjemme, er Hanne Haldrup dog klar til at benytte sig af mulighederne:
– Men umiddelbart har vi ikke midler til at kompensere for forældrebetalingen, fortæller hun og fortsætter:
En tid efter Corona
– Der kommer også en dag efter Corona, hvor vi skal leve op til kvalitetsstandarder og service i Morsø Kommune. Vi vælger derfor – under de nuværende omstændigheder – at fastholde forældrebetalingen, fordi vi mener, det er ansvarlighed.
Og det bakker Meiner Nørgaard fra Dansk Folkeparti op om:
– Jeg synes, at vi er nødt til at følge det, der er udmeldt fra regeringen. Hvis noget skal ændres bør pengene følge med fra Christiansborg. Hvis Morsø kommune bruger ekstra penge på noget nu, skal de desværre bare findes på noget andet senere.
Gladsaxe-model er interessant
Meiner Nørgaard finder dog den såkaldte Gladsaxe-model for interessant. I Gladsaxe Kommune har man nemlig besluttet, at forældre kan melde deres børn midlertidigt ud af dagtilbud og SFO under coronakrisen.
Med andre ord vil forældre, der har mulighed for at hjemmepasse deres børn, slippe for at skulle betale fremadrettet:
– Ordningen fra Gladsaxe Kommune er da tiltalende. Der er ingen tvivl om, at der visse steder bliver pres på vuggestuer, børnehaver og SFOér i løbet af den næste måneds tid. Evt. pladsmangel og mangel på personale kan afbødes ved at nogle af børnene bliver hjemme, og dermed en større sikkerhed for at at alle krav (afstandskrav, rengøring osv.) nemmere kan overholdes, slutter Meiner Nørgaard.
LÆS OGSÅ:
LÆS OGSÅ:
Hvad mener politikerne om penge retur i bytte for hjemmepasning?