Der er gode tider i vente for borgerne i Hundborg og omegn. Byen får nemlig til efteråret et nyt sundhedsfællesskab, hvor både hjemmeplejen og sygeplejen vil indgå sammen med praktiserende læge Klaus Wilbrandt Kjær.
Den gamle sprogskole i Hundborg står tom i øjeblikket. Men det kommer ikke til at vare længe, før håndværkerne rykker ind og går i gang med en mindre ombygning af lokalerne.
Der har i længere tid også været behov for at finde nye lokaler til hjemmeplejen i området. Derfor godkendte Kommunalbestyrelsen den 25. februar 2020 at bruge ca. fem mio. kr. på at lave den gamle sprogskole om, så der netop bliver plads til både lægen, sygeplejeklinikken og hjemmeplejen.
– Jeg er meget glad for, at vi snart kan tilbyde et tværfagligt sundhedsfællesskab i Hundborg, der både give en bedre lægedækning i området og som samtidigt giver bedre faciliteter for vores hjemmepleje. Det er også positivt, at vi kan lave en sygeplejeklinik, som vores erfaringer fra Frøstrup viser, giver rigtig gode kliniske muligheder for hjemmesygeplejerskerne og de borgere, der har et behov for det, lyder det fra Ida Pedersen, formand for Social- og Sundhedsudvalget, der glæder sig over de kommende muligheder i Hundborg:
– Når vi samler mulighederne, giver det desuden en god sammenhæng mellem de kommunale tilbud og så den almindelige lægepraksis, siger hun.
Det er målet at etablere to store og tidssvarende sygeplejeklinikker. De skal fungere på samme måde som de netop opførte lokaler til sygeplejeklinikken i Frøstrup. Der bliver et samarbejde med den praktiserende læge og det øvrige klinikpersonale, ligesom der vil kunne etableres fælles faciliteter. Hjemmeplejen får et nyt mødested, som erstatter de gamle og utidssvarende lokaler i Snedsted.
Lægen flytter ind
Klaus Wilbrandt Kjær er derfor også mere end klar til at skabe en lægepraksis i huset med plads til sygeplejersker, sekretær og 1-2 faste læger – alt efter hvor mange patienter der til den tid vælger den nye lægeklinik.
– Jeg kender egnen og er glad for folk her, siger Klaus Wilbrandt Kjær, der selv har arbejdet et halvt år i byens andet lægehus.
– At blive en del af et sundhedsfællesskab, hvor jeg kan arbejde dør om dør med hjemmeplejen og hjemmesygeplejen er for mig svaret på, hvordan man skaber det borgernære sundhedsvæsen, som alle snakker om. Det er noget jeg glæder mig meget til og som jeg håber, at folk vil sætte pris på. Med dette hus får området en robust løsning, som er langtidsholdbar.
Kommunalbestyrelsen har godkendt bevillingen på cirka fem mio. kr., der bliver taget fra kassen.
Det er forventningen, at det nye sundhedsfællesskab åbner for tilgang af patienter omkring 1. november i år.