Verden over sukker sundhedssystemer efter en effektiv behandling af patienter med Covid-19, mens forskere arbejder sig frem mod en egentlig vaccine mod sygdommen.
Globalt er mere end 500 forskerhold i gang, og i Danmark har Lægemiddelstyrelsen foreløbig godkendt ni projekter, der tester forskellige typer medicin på coronapatienter.
Det første af disse ni er netop blevet færdig med at rekruttere patienter og er derfor nu blot en lille måned fra at få et svar på, om behandlingen har en effekt.
Det forklarer professor Jens Lundgren fra Rigshospitalet, der er tovholder på projektet.
– Den seneste af de patienter, der skal med i studiet, kom ind søndag. Så nu skal vi spole 28 dage frem, for det er så længe, man følger patienterne, efter at de er gået ind i studiet, siger han.
Udviklet til at bekæmpe ebola
Forsøgets godt 1000 patienter, hvoraf 42 er indlagt på danske hospitaler, får dagligt sprøjtet 20-30 milliliter Remdesivir i en blodåre.
Remdesivir er et lægemiddel, som oprindelig blev udviklet til at bekæmpe ebola i Afrika, men som i flere foreløbige studier har vist sig at have en effekt på coronavirus. Blandt andet i et nyligt studie af aber.
– Aber kan blive smittet med corona, ligesom mennesker kan. Og i et nyt forsøg med aber, hvor halvdelen fik Remdesivir, var der en effekt at spore.
– Om det også betyder, at mennesker kan have gavn af det, er for tidligt at sige nu, siger Jens Lundgren.
Spørgsmål: Men det kan I om 28 dage?
– Ja, så ved vi, hvordan det er gået med de cirka 500, der har fået Remdesivir, og de cirka 500, der har fået placebo.
– Så kan man vurdere, om det er gået bedre for dem, der fik en aktiv behandling. Og så er det i princippet meget enkelt at se, om det har virket eller ej.
Skal dæmpe symptomer
Hvis resultatet af menneskeforsøgene viser sig positivt, er det dog ikke lig med, at man så kan helbrede coronapatienter, understreger Jens Lundgren.
– Vi forventer jo ikke, at det her er en mirakelkur, så patienten efter en indsprøjtning rejser sig og løber et maraton. Håbet er, at det dæmper symptomerne.
Ud over Remdesivir-forsøget ser danske forskere også på den mulige effekt på Covid-19-patienter af flere typer præparater mod leddegigt.
Dertil kommer blandt andet et forskerhold i Aarhus, der undersøger muligheden for, om et ældre japansk middel mod halsbrand kan have en effekt.
/ritzau/
Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland