Læserbrev af
Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune
Danmark er så småt ved at åbne igen efter Corona-krisen. Der er mange meninger om, hvordan og hvornår der skal lukkes op, men under alle omstændigheder er det positivt, at vi i det mindste på nogle områder er på vej til en ny form for ’normale’ tilstande.
Dog må vi ikke forledes til at tro, at vi er igennem krisen. Både på sundhedsområdet og samfundsøkonomisk kommer Corona-krisen til at trække meget lange spor ud i fremtiden.
Indtil videre har vi som befolkning gjort det godt. Vi har fulgt regeringens og myndighedernes anbefalinger, og alt tyder på, at vi har godt styr på smitten.
Lokalt er jeg stolt af den indsats, der er ydet fra alle sider. Samtlige borgere på Mors er berørt af Corona-pandemien og dens følgevirkninger, og vi kommer også til at deles om den regning, Danmark skal betale for en krise, der ikke har noget sidestykke i tiden siden 2. Verdenskrig. Det tror jeg, vi alle erkender og tager til efterretning.
Når det gælder det helt nære, er jeg ked af, at vi på Mors må aflyse alle de arrangementer, der plejer at bringe os sammen: Skaldyrsfestivalen, By Night-arrangementerne, Kulturmødet i den kendte form, Morsø Festival og andre små og store begivenheder har måttet ofres for at hindre smittespredning. Det er nødvendigt, og vi gør det – men det er træls.
Her går vi glip af fælles glæde, hygge og sammenhold, vi går glip af omsætning og indtjening, og vi går glip af omtale og opmærksomhed fra resten af Danmark. Vi mister noget af det, der skulle bringe os videre og skabe mere og flere grunde til at vælge Mors til. Der findes ingen hjælpepakker, som kan tages i brug for at afbøde de økonomiske konsekvenser af aflysningerne, når tabet i vore butikker, på vore spisesteder, kroer og sommerhusudlejning osv. skal gøres op.
Med andre ord står vi der, hvor vi så ofte har stået: Morsingboerne må i høj grad hjælpe sig selv!
Det kan vi gøre ved at bide tænderne sammen og holde ud. Der er naturligvis også en vej ud af den krise, vi står i, og meget vi her og nu kan gøre for at hjælpe lokalsamfundet og dermed os selv: Tænk på først og fremmest at bruge lokale leverandører, lokale virksomheder og lokale butikker, når du skal investere, have opgaver løst eller købe daglige fornødenheder. Det er afgørende vigtigt, at vi her og nu gør en fælles indsats for at holde hånden under vore virksomheder. Morsø Kommune fremrykker anlægsopgaver, renovering m.v. og private vil gøre Mors en stor tjeneste, hvis de har mulighed for at følge op og tænke i de samme baner, hvis der f.eks. skal investeres i boligen, bilen eller andet.
Den 4. maj sætter vi lys i vinduerne for at fejre en befrielse. En god tradition vi aldrig må glemme.
Vi bliver også befriet fra Coronaen og den usikkerhed, der er fulgt i kølvandet på dens hærgen. Der kommer sikkert ikke en dato, hvor vi kan markere befrielsen, men dagen kommer.
Det er svære tider, og krisen bliver samfundsmæssig dyr, og mangt og meget skal nytænkes, og meget vil blive anderledes i den kommende tid. Men vi kan komme igennem den – fælles hver for sig – hvis vi fortsætter med at agere fornuftigt, og hver især yder et bidrag til kampen. Og som morsingboer ved vi, at træer i blæst har de stærkeste rødder.
Med ønsket om en god Bededagsferie.
Foto: Morsø Kommune