Idag afprøves landets sirener med lyd

Som altid den første onsdag i maj, tester Beredskabsstyrelsen idag klokken 12 alle landets sirener med lyd.

Det sker dels for at sikre, at sirenerne virker som de skal i tilfælde af en nødsituation, men også for at minde os om, hvad det egentlig betyder, hvis sirenerne tages i brug.

Hvis sirenerne lyder for alvor, skal man søge indenfor og søge information hos DR og TV2. Derudover vil Politiet og andre myndigheder kommunikere via pressen, sociale medier og lignende.

En ægte sirenevarsling kan bruges ved katastrofer og ulykker, hvor borgere er i akut fare, og kan aktiveres i hele landet eller i mere afgrænsede områder. Det kan eksempelvis være ved en brand, som udvikler farlig røg eller ved udslip af farligt kemisk stof.

Hos Beredskabsstyrelsen håber man, at folk ikke vil kæde sirenernes hylen sammen med coronavirus.

Selve varslingen
Sirenevarslingen består af en lyd, som stiger hurtigt og falder langsomt. Denne lyd kommer fire gange, og varer i alt 45 sekunder.

Når faren er drevet over, lyder en 45 sekunders ensartet tone.

Ring ikke 1-1-2
Man skal ikke ringe til 1-1-2 eller andre numre til myndighederne under en virkelig krise eller ulykke. Det skal man heller ikke under testen.

– Man skal altid kun ringe 1-1-2, hvis man selv eller andre i nærheden er i akut fare og har brug for udrykning fra politi, brandvæsen eller en ambulance. Heller ikke under testen på onsdag er der behov for at ringe 1-1-2 eller andet, siger kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen Lars Aabjerg Pedersen.

Hvert år er der typisk en håndfuld eller to af de over 1.000 sirener, der giver en fejlmelding. Beredskabsstyrelsen får elektroniske tilbagemeldinger på, hvilke sirener der giver problemer.

Der er opsat i alt 1078 sirener i byområder med mere end 1000 indbyggere. Disse sirener kan høres af omkring 80 procent af befolkningen.

I de mere tyndt befolkede områder kan Politiet bruge mobile sirener til at varsle indbyggerne.

Siden 1994 er sirenerne blevet testet med fuld lyd på årsbasis. Sirenerne testes hver nat året rundt uden lyd.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top