Corona-krisen har sendt detailhandlen landet over i knæ, og nye tal fra Dansk Erhverv viser, at detailhandlen nærmer sig index 50 på landsplan. Det vil sige, at omsætningen ligger på cirka halvdelen af hvad den gjorde sidste år på samme tid.
Nogle steder har omsætningen dog været endnu længere nede. Butikker landet over, også lokalt, krydser fingre for at kunderne snart vender tilbage, og håbet er ikke anderledes i Thy. Derfor håber handelschef Michael Vendelbo, at thyboerne vil kigge skufferne igennem og se efter ubrugte gavekort. Dem er der nemlig tilsyneladende en del af rundt omkring:
– Jeg har lige gjort op, at der er 2.700 gavekort der er uindløst, til en værdi svarende til 1.3 mio. kr. og dem vil jeg gerne opfordre thyboerne til at komme ned i butikkerne og bruge, fortæller han.
Handelsforeningen ThistedBy sælger årligt omkring 4.500 gavekort til en samlet værdi af 2.4 mio. kr.:
– Det er vi super glade for, og takker thyboerne rigtig meget for den store opbakning. Det er nemlig en god måde at sikre at handlen bliver i byen på.
Selvom gavekortene så at sige er betalt, så bliver pengene først udbetalt til butikkerne når gavekortene bliver indløst. Indtil da står pengene på handelforeningens konto.