Regeringen opretter en ny styrelse, der skal sikre forsyning af værnemidler og øge testkapaciteten.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag.
– Den nye styrelse skal tage sig af det praktiske, logistikken og det samfundsmæssige beredskab. Vi kan se nu, at en virus starter som et sundhedsmæssig udfordring, men ender med at være et problem for hele samfundet, siger Mette Frederiksen.
Styrelsen skal blandt andet skabe et overblik over lagre af værnemidler.
Den skal også indgå i et internationalt samarbejde om forsyning af værnemidler og test på tværs af den offentlige sektor.
Desuden skal styrelsen skabe en bedre koordination af samarbejdet vedrørende test og værnemidler på tværs af myndigheder.
Det sker med henblik på at styrke den samlede myndighedsindsats.
Fakta om styrelsen
Styrelsen bliver placeret under Justitsministeriet og skal være klar til august.
* Den skal sikre forsyning og tilstrækkelige lagre af værnemidler samt tilgængelighed af test og isolationsfaciliteter.
* Styrelsen skal skabe overblik over vitale lagre på tværs af den offentlige sektor.
* Den står for at koordinere samarbejde vedrørende test og værnemidler på tværs af myndigheder, herunder kommuner og regioner og med private aktører.
* Den nye styrelse skal udarbejde relevante informationsaktiviteter.
* Den koordinerer og deltager i internationalt samarbejde om forsyning af værnemidler, testning og andet.
* Regeringen kalder det en “massiv oprustning” af arbejdet med koordinering.
* Hidtil er en del af arbejdet blevet varetaget af National Operativ Stab under Rigspolitiets ledelse. Men fremover overgår arbejdet til den nye styrelse, der skal koordinere anskaffelsen og fordelingen af værnemidler samt understøtte test af potentielt smittede.
Kilde: Regeringen.
/ritzau/
Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland