Otte ud af ti danskere mener, naturen skal have mere plads – og den må gerne blive vildere end i dag. Det skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse, som tager udgangspunkt i en ny Gallup-måling.
Den danske natur er presset som aldrig før. Det skyldes ifølge naturfredningsforeningen primært, at den vilde natur ikke har plads nok.
83 procent af de adspurgte i undersøgelsen mener, at der skal være større områder, hvor naturen frit kan udvikle sig. Og 77 procent mener, at naturen gerne må være vildere end i dag.
Danmarks Naturfredningsforening foreslår derfor, at 20 procent af Danmarks landareal skal laves til Naturzoner med vild natur. Det skal være områder, hvor naturen har førsteprioritet og er beskyttet, så den får lov at udfolde sig frit.
I dag er de såkaldt ‘urørte’ skove den eneste vilde natur, der er beskyttet på samme måde. Og de fylder kun 0,5 procent af landet.