Mange 10. klasseelever mener ikke, at de får nok ud af det valgfri sidste år af grundskolen.
I en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) svarer 23 procent af eleverne i de såkaldt ordinære 10. klasser – dvs. primært de kommunale tilbud og ikke efterskolerne – at de ikke ville vælge 10. klasse igen, hvis de fik valget. Det skriver Politiken Skoleliv.
– De mere utilfredse elever fortæller om et tilbud, hvor de ikke oplever et inkluderende læringsmiljø med gode relationer til lærere, hvor de ikke oplever, at undervisning er tilpasset deres faglige niveau, og hvor skoledagen ikke opleves varieret. Det tyder på, at tilbuddet – for disse elever – ikke er godt nok, siger chefkonsulent Mia Uth Madsen fra EVA til Politiken Skoleliv.
Rapporten viser dog samtidig, at over halvdelen af eleverne oplever et fagligt løft i 10. klasse, særligt de svageste, ligesom 63 procent af eleverne bliver mere afklaret i forhold til valg af ungdomsuddannelse.