Gældsstyrelsen har iværksat en ny, stor ansættelsesrunde og skal alene på driftscentret i Thisted bruge omkring 30 nye ansigter.
I denne omgang søger styrelsen mange forskellige typer. Der er både brug for folk med juridiske kompetencer, sagsbehandlere, og en enkelt lederstilling er også iblandt de mange opslåede jobs.
Derfor er det blandt andet folk med en finansøkonom, kontoruddannelse eller en relevant bachelor, der ledes efter.
– Vi jagter selvfølgelig folk med de rette faglige kompetencer. De skal være grundige og ordentlige. Men det er også vigtigt, at de har empati og forståelse for de menneskelige udfordringer, der kan ligge bag for skyldnerne i den anden ende,” fortæller underdirektør i Gældsstyrelsen Maibrit Brandt i en pressemeddelelse.
Gældsstyrelsen er det offentliges inddrivelsesmyndighed og henter hvert år milliarder af kroner tilbage til statskassen. Sidste år slog styrelsen rekord med 8,7 mia. kr.
– De penge, vi inddriver i Gældsstyrelsen, er med til at finansiere vores velfærdssamfund, og derfor er man som medarbejder hos os virkelig med til at gøre en forskel, fortæller Maibrit Brandt.
Ansøgningsfristen for at blive en del af Gældsstyrelsen er i de første dage af juni, og de nye medarbejdere forventes at begynde omkring september.
Med de nye ansættelser vil styrelsens afdeling i Thisted tælle ca. 190 ansatte.
Stillingsopslagene kan ses på gaeldst.dk/job.