Klima- og energiordfører besøgte Mors

Klimavenlig biodiesel produceret på dansk raps til bl.a. tunge lastbiler og busser var i fokus, da Socialdemokratiets Klima- og Energiordfører Anne Paulin igår var på virksomhedsbesøg på Mors.

En af de virksomheder der fik besøg var Mollerup Mølle, som hvert år modtager omkring 25.000 ton rapsfrø fra de nordjyske planteavlere. En stor del af rapsen sendes videre til Emmelev A/S på Fyn, hvor den omdannes til klimavenlig biodiesel, specialprodukter og til proteinholdige foderkager til kreaturer, som erstatter importeret soja fra Sydamerika.

Den danske biodiesel produceret på raps kan umiddelbart fyldes i tanken på dieselbiler, lastbiler og busser og vil dermed fortrænge 70-75 procent CO2. Under besøget på Mollerup Mølle forklarede driftsleder Martin Josefsen, Morsø Taxi og Turisttrafik, at han har fyldt 100 procent biodiesel i tanken på flere busser og dermed kørt klima-venligt bl.a. i forbindelse med Kulturmødet på Mors.

– Hvis det offentliges udbudsmateriale på rutekørsler fx omfattede krav om grøn energi, kan den klimavenlige biodiesel få en større lokal klimarolle, lød det bl.a. fra Martin Josefsen.

Tag fat på afgifterne
Mollerup Mølles salgsleder, Jakob Pedersen, opfordrede Anna Paulin til tage tilbage på Christiansborg og sikre bedre betingelser for dansk biodiesel, som her og nu kan blive et aktiv for klimaet, og som er lokalt produceret samt skaber lokale arbejdspladser.

– Hvis politikerne tager fat på afgifterne på dette brændstof, kunne det udbredes endnu mere og blive et aktivt værktøj i det fremtidige klimaarbejde, fortæller Jakob Pedersen.

Bagerst fra venstre Morten Simonsen, Martin Josefsen og Jakob Pedersen. Forrest Anne Paulin. Foto: Karsten Himmelstrup

Anne Paulin kunne berolige salgslederen med, at arbejdet med at skabe den nye klimalov fortsætter på Christiansborg:

– Det har været meget interessant at besøge Mollerup Mølle og blive sat ind i de egenskaber, som biodiesel har. Jeg synes det er spændende, at der lokalt på Mors er et engagement omkring den grønne omstilling, ligesom det er godt for det videre arbejde, at jeg i dag har hentet viden om mulighederne, sagde ordføreren efter sit besøg.

Klimaloven blev aftalt i december, og nu skal der laves planer for, hvordan der kan leves op til loven, og hvilke redskaber der skal i anvendelse.

Hurtige CO2-reduktioner
Morten Simonsen, som er medejer af Emmelev A/S, forklarede under mødet med Anna Paulin, at virksomheden kan
producere omkring otte procent af det samlede diesel-forbrug:

– Biodiesel bliver aldrig den eneste løsning, men der vil gå noget tid, før tunge lastbiler og busser kan køre på el og biogas, og så kan biodiesel medvirke til, at vi kan hente CO2-reduktioner hurtigt, lød det fra Morten Simonsen, som undrer sig over, at biodiesel ikke spiller en langt større og mere positiv rolle i debatten.

Foto: Karsten Himmelstrup

Forfatter

Related posts

Top