Kilometervis af asfalt får en make-over på Mors

Flere kilometer asfalt på Mors står til at få en make-over.

Økonomiudvalget har i denne uge godkendt en tillægsbevilling på 25 millioner kroner til arbejdet.

På kommunale veje og parkeringspladser er der i Morsø Kommune 3,035 mio. m2 asfaltbelægninger. Belægningerne nedbrydes over tid af vejr og trafik. En mindre del af vejene er ikke dimensioneret til den trafikbelastning, de udsættes for, og belægningen får derfor revner og nedbrydes ekstra hurtigt.

Mange veje har en belægning, der er nedslidt og der er et vedligeholdelsesefterslæb.

Coronakrisen har betydet, at det kommunale anlægsloft er ophævet for i år, og samtidig er der givet mulighed for, at anlægstillægsbevillinger, der gives i år, kan lånefinansieres.

Og det kan faktisk godt svare sig at gå i gang med asfaltarbejdet allerede nu. Prisen for asfaltarbejder hænger nemlig sammen med udviklingen i olieprisen som lige nu er meget lav. Faktisk så lav, at asfaltprisen lige nu er 15% billigere sammenlignet med hvad det kostede sidste år, og hele 20-25% billigere end i 2018.

Den årlige udgift ved et lån på 25 mio. kr., som afdrages over 25 år vil være ca. 1,060 mio. kr. ved et fastforrentet lån og 1,0 ved variabelt forrentet lån.

Planerne mangler nu blot at blive endeligt godkendt i kommunalbestyrelsen.

Forfatter

Related posts

Top