Hver tredje ung har droppet alkohol under corona-krisen

De danske unge har drukket mindre alkohol, end de plejer, siden det danske samfund blev lukket ned for at bremse coronasmitten. Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed.

Her svarer 60 procent, at de har drukket mindre eller meget mindre alkohol end vanligt, mens hver tredje slet ikke har drukket alkohol under krisen.

Forklaringen skal findes i det forsamlingsforbud, der er blevet indført for at bremse smitten af coronavirus. Unge drikker nemlig for beruselsen – og ikke for at nyde et glas vin, fortæller professor Janne Tolstrup, der står bag undersøgelsen.

– De begivenheder, hvor de plejer at drikke alkohol – fester, samvær med vennerne og fredagsbarer – har der ikke været nogen af. Og tager man årsagen til at drikke væk, så drikker de ikke, siger hun.

Resultat overrasker ikke professoren, da undersøgelsen bekræfter det, der allerede vides om drukkulturen blandt de danske unge. Der var derimod en overraskelse, at festerne ikke flyttede over på nettet.

Der er dog ikke umiddelbart udsigt til, at det lavere alkoholindtag holder ved, når dagligdagen igen gør sit indtog.

– Ud fra det bedste vi ved om menneskelig adfærd, så holder sådan et stop desværre ikke ved. Når dagligdagen vender tilbage, gør folks vaner det også. Så vi har grund til at tro, at de alkoholvaner, de danske unge har, kommer tilbage, når den almindelige hverdag kommer tilbage, siger Janne Tolstrup.

Mens størstedelen af de unge har skåret ned på alkoholindtaget, har en lille gruppe omvendt skruet op.

11 procent svarer, at de har drukket mere alkohol, hvilket blandt andet skyldes, at de keder sig og ikke skal op i skole.

12.000 unge i alderen 15 til 20 år har deltaget i undersøgelsen.

/ritzau/

Forfatter
Tags ,

Related posts

Top