En 8-årig pige blev i går først på eftermiddagen i al hast kørt til sygehuset i Viborg, efter hun blev påkørt af en bil på Gammel Møllevej i Sindbjerg på Mors.
Uheldet skete da pigen kl. 13.20 steg af en skolebus, og efterfølgende gik bagom bussen og ud på vejen, hvor hun blev ramt af en modkørende bil ført af en 50-årig lokal mand.
Karl Tange fra lokalpolitiet i Thisted oplyser, at pigen er meldt uden for livsfare, og at hun har været meget heldig.
– Der er ikke noget der tyder på, at nogle vitale dele er blevet ramt, fortæller han.
Ambulancen, som pigen blev kørt afsted i, blev i øvrigt eskorteret af en politipatrulje der var med til at sikre ambulance fri passage på vejen til sygehuset.
Foto: Line Bloch Klostergaard