En 70-årig mand blev fredag morgen ved 5-tiden fundet død på en mark omkring Snejstrup ved Hundborg i Thy.
René Carlsen fra lokalpolitiet i Thisted oplyser, at manden sent i går aftes var kørt ud på marken for at vende hø. Da han ikke som planlagt kom hjem, kørte familiemedlemmer ud for at kigge efter ham. Ved mandens traktor fandt de manden død:
– Det er ikke fordi han kører galt. Traktoren holder stille på det tidspunkt det sker, så det er i forbindelse med arbejde på traktor og redskab at der sker et eller andet uheld, fortæller René Carlsen.
Episoden er blevet meldt til Arbejdstilsynet som nu skal forsøge at stykke et hændelsesforløb sammen i samarbejde med politiet. Teorien er, at manden under arbejdet har fået et ildebefindende.
LÆS OGSÅ:
Tragisk dødsulykke: Fritidslandmand løbet over ende af en flok kvæg