780.000 kr. til ekstra sommeraktiviteter for børn og unge på Mors

En ny politisk sommerpakke skal sikre, at børn og unge får en god sommerferie trods coronakrisen. På Mors betyder det et væld af ekstra aktiviteter som mountainbike, E-sport, Beach Games, motorværkssted, Musik Camp, Teaterskole og meget mere.

Baggrunden er at regeringen og et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en sommerpakke på i alt 200 mio. kr. målrettet børn og unge mellem 6 og 17 år, hvor ca. 780.000 kr. altså går til Mors.

– Jeg er meget glad for, at vi har et så stærkt og bredt foreningsliv på Mors. Det betyder, at det bliver en uhørt høj vifte af sommeraktiviteter, som de unge kan more sig med. Netop det, at midlerne går til de lokale foreninger, sikrer dem en ekstra håndsrækning i disse svære tider, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester Morsø Kommune.

Samme glæde kan spores hos udvalgsformanden for Børn og Kultur Tore Müller:

Tore Müller. Foto: Lars Horn, Baghuset Pressefoto

– Det kommer til at gøre en kæmpe forskel for både børn og unge, men også foreningerne, at der nu kommer ekstra sommeraktiviteter. Coronakrisen har været særlig hård ved de børn og unge, der i forvejen har det svært. Den delvise nedlukning af fritidsaktiviteter har betydet, at mange har savnet et pusterum og værested med andre. Derfor er jeg begejstret for, at vi nu kan være med til at give dem alle en god sommer med masser af fællesskab, aktiviteter og leg.

De foreninger og institutioner, som er med til at skabe ekstra sommeraktiviteter, er:

  • Museum Mors
  • Limfjordsteatret
  • Morsø Folkebibliotek
  • Midtmors Sport
  • Nordmors Hallen / IF Nordmors
  • Sydvestmors Kultur og Fritidscenter
  • Morsø Ungdomsskole

En lang række foreninger er klar og alt er gratis
Alle aktiviteterne er gratis, og institutioner og foreninger vil selv sørge for den primære markedsføring, som de løbende vil fortælle om på deres egne hjemmesider og facebookprofiler.

Noget af det de 6-10 årige kan glæde sig til, er blandt andet Klosterjagt på det gamle museum, som er fyldt med hemmeligheder og gåder. Man kan også modtage et munkebrev og derefter kalde sig selv for johanittermunk. Der er også plads til at hygge sig ved bålsteder og lave økologiske middelalderlige fladbrød med honning, og nyde et glas munkesaft eller to.

Det er også muligt for de 6-10 årige, at udfolde sig på sommerskole på det nye Limfjordsteater, hvor man kan være med til at lave en flot forestilling instrueret af to professionelle skuespillere. Man møder en masse andre unge og kan eksperimentere med scenekunst – hvad enten det er skuespil, dans, hip-hop, sang, akrobatik, cirkus-kunstner eller det, som man drømmer om.

Morsø Folkebibliotek vil skabe en fornemmelse af, at biblioteket også kan være en forlystelsespark for læsning, viden og kultur. Det gør de med blandt andet med Fifa og Fortnite-skole med fokus på viden om læring om gaming og indlagte fysiske aktiviteter, bl.a. konkurrence i Fortnite-dans. De laver også musikskole, naturskole og kreativt værksted med mere, og deres aktiviteter henvender sig også primært til de 6-10 årige.

Midtmors Sport byder blandt andet på Badminton camp i uge 32, og derudover kan de 10-13 årige komme på Midtmors SommerCamp i uge 28, hvor man i tre dage afprøver en masse idræt og bevægelse og afslutter med fest og gøgl. Deltagerne får blandt andet muligheden for fodbold, håndbold, fitness, badminton, squash, dance, spring, E-sport, tennis, TRX, spinning, parasport, volleyball, floorball og O – Løb.

I Nordmors hallen kan man sammen med IF Nordmors lade kreativiteten flyde over, da de byder på maling på lærred, akvarel, linoleums- og trætryk, træsnitning, arbejde med strandsten. Derudover byder de også idrætsaktiviteter på streetbane, udendørs fodboldbane og halaktiviteter – samt forskellige brætspil.

Sydvestmors Kultur og Fritidscenter tilbyder de 10-13 årige alt fra skydning i Karby, strandhåndbold, gymnastik, springbane og klatring på VIF’s nye klatrevæg. Om aftenen kan man hygge sig med E-sport lege i hallerne. Derudover vil der også være et væld af vandaktiviteter som Stand Up Paddling og sit-on-top kajak. De byder også på festmiddag med disko, hvor der er mulighed for at springe i hoppepuder og meget mere.

Morsø Ungdomsskole har lavet en bredt tilbud af aktiviteter til de 13-17 årige. Blandt andet klubtilbud, motorværksted, mountainbike i Legind, outdoor tur til Nationalpark Thy, Dance & Street Camp, Action Dag med Thy Race, E-sport med CS:GO, motocross, Music Camp, Film og Dialog Camp samt Street og Skate aktiviteter.

Derudover kan vandhundene glæde sig til en masse vandsport på sommercamp med Stand Up Paddling, Sit-on-top- kajak, rib båd og meget mere.

LÆS OGSÅ:

Tilskud på 1,5 mio. kr. til ekstra sommerferieaktiviteter i Thy

 

Pressefoto

Forfatter

Related posts

Top