Naturfredningsforening advarer om nye muslingefarme i Limfjorden

En ny metode til opdræt af muslinger spreder sig for tiden i Limfjorden. Men Danmarks Naturfredningsforening råber vagt ved gevær. Det skriver TV Midtvest.

Fiskeristyrelsen har allerede godkendt syv af de nye anlæg i fjorden, og dertil kommer 10 nye ansøgninger, der venter på at blive behandlet.

Den nye metode kaldes smart-farm og i stedet for det traditionelle opdræt med liner sidder muslingerne i store net, der hænger ned fra nogle plastikrør.

Formanden for Danmarks Naturfredningsforening på Mors, Mette Jensen, frygter, at de mange nye opdræt vil gå hårdt ud over vandmiljøet.

– En musling kommer af med en tredjedel af det, den tager ind, og det falder til bunden. Det falder til bunden, og det vil bunden dø af, siger hun til TV Midtvest.

– Selvfølgelig skider en musling
Muslingeopdrætter Frank Tousgaard fra Ørding på Mors mener dog, at frygten for en øget forureninger ubegrundet. Han argumenterer bl.a. med, at muslingerne æder mange alger.

– Selvfølgelig skider en musling. Sådan er det ved al dyreproduktion. Men i det store regnskab er det et plus for fjorden, siger han til TV Midtvest.

Naturfredningsforeningen er dog af en anden overbevisning, og opfordrer nu staten til at lave en samlet plan for placeringen af de nye opdræt.

Forfatter

Related posts

Top