Gennem knapt 30 år har EUC Nordvest og Thisted Handels- & Industriforening (THI) i fællesskab uddelt legater til afgangselever fra EUC Nordvest. Den fælles legatfond ophører sit virke efter dette års dimission, men har på falderebet sendt en sidste gaveregn ud over skolens afgangselever.
De sidste legater bliver uddeles ved Thisted Handelsgymnasiums dimission på EUC Nordvest, lørdag d. 27. juni. Fondens sidste legatuddeling tæller:
· 3 X kr. 10.000 til rejselegater
· 7 X kr. 5.000 til PIU-rejselegater
· 6 X gavekort til THI på en værdi af kr. 3.000 pr.stk. til årets dimittender – én pr. afgangsklasse.
· Boggaver
– Det er lidt af en æra, der her stopper. Det har været en sand fornøjelse hvert år at sidde til bestyrelsesmødet og kigge ansøgningerne igennem og være med til at beslutte, hvem der skulle tilgodeses. Og samtidig er det jo både en festlig og fornøjelig opgave at skulle uddele legaterne til de heldige elever, begynder direktør på EUC Nordvest Hans Chr. Jeppesen.
– Kriterierne for tildeling af de enkelte legater har været forskellige. Det er ikke kun de dygtigste og flittigste, vi tildeler legater. Også elever, der bidrager positivt til det sociale liv på skolen og er gode kammerater bliver prioriteret i tildelingen, fortæller direktøren, som har været bestyrelsesmedlem i fonden gennem alle årene.
Ud over Hans Chr. Jeppesen tæller bestyrelsen formand Niels Chr. Christensen, næstformand Erik Christensen, Claus Bendixen og Henrik Tinggaard.
Påskønnelser forsvinder ikke
At den fælles legatfond nu er nedlagt, er ikke ensbetydende med, at fremtidige elever ikke bliver anerkendt for deres indsats.
Ud over EUC Nordvest og THI’s legatfond, er der nemlig en lang række private virksomheder og fonde, der gerne vil honorere elever, der har gjort sig positivt bemærket. Fx har Bornerups Fond, netIP, Sparekassen Thy, Danske Bank, Brandt Revision og Revision Limfjord m.fl gennem årene været gavmilde bidragydere, og det er fondsbestyrelsens håb, at de private bidragydere fortsat vil støtte op om legatuddelingerne, nu hvor den fælles fond er nedlagt.
Formanden for THI, advokat Henrik Tinggaard fra Advokathuset Funch & Nielsen, der ligeledes har været bestyrelsesmedlem i den fælles legatfond, ser da også al mulig grund til, at foreningen fortsat skal bidrage i en eller anden form til påskønnelsen af elevernes indsats.
– EUC Nordvest er en af vores bedste samarbejdspartnere, både når det gælder rekruttering og efteruddannelse, og vi har i THI været glade for at kunne bidrage til påskønnelse af elevernes indsats i form af legatuddelingerne. Der er blandt vore medlemmer stor efterspørgsel efter dygtige elever, og her er det mit indtryk at eksempelvis legatuddelingerne bidrager til at markedsføre handel og industri på bedste vis, siger han og fortsætter:
– Vi ønsker fortsat at påskønne det store arbejde, der bliver lagt for dagen, men da fondens kasse nu er tom, vil vi finde på andre gode muligheder.