A.P. Møller fonden donerer 3.6 mio. kr. til skoleprojekt

Elever og lærere på alle otte folkeskoler i Lemvig Kommune kan godt begynde at glæde sig til at blive klogere på teknologi og klimaets påvirkning på kloden – og hvordan man kan koble de to ting med hinanden.

Med en donation på op til 3.600.000 kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal kan kommunen nemlig gennemføre et storstilet teknologi- og klima-projekt, der inddrager både elever, lærere og ledere.

– Vi er meget glade og stolte over, at A.P. Møller-Fonden ser muligheder for at gå en helt særlig Lemvig-vej. Med projektet binder vi udvikling af teknologi sammen med klimaudfordringer og det lokale erhvervsliv. Vi rammer dermed ned i en helt aktuel dagsorden, både på verdensplan og helt lokalt her i Lemvig, siger formand for Familie- og Kulturudvalget, Henrik Thygesen (V).

Projektet hedder ”En vedkommende didaktik med fokus på klima og teknologiforståelse i praksis”. I det kommende skoleår skal der skabes for-forståelse og ejerskab hos kommunens lærere, mens selve projektet begynder i august 2021.

Formålet er på den ene side at give eleverne konkrete færdigheder i at bruge de teknologiske løsninger, fx 3d-print og printere, microbit og kodning som grundlag for udvikling. På den anden side er en væsentlig del af projektet at gøre eleverne bevidste om, at teknologi former den måde, vi er sammen på. Et tredje mål med projektet er, at motivere eleverne til at medvirke til at udvikle teknologiske løsninger på de udfordringer, de møder i dagligdagen.

Det kræver særlig viden om blandt andet teknologi, designmodeller, medborgerskab og klima-ets påvirkning på kloden. I første omgang skal lærerne derfor efteruddannes, så de har de rette kompetencer til at varetage undervisningen af eleverne på de forskellige områder.

– Med dette projekt har vi i Lemvig Kommune en helt unik mulighed for at følge både den tek-nologiske udvikling og den lokale klimatilpasning helt ind i klasseværelserne. Vi ønsker at give vores elever mulighed for at tage stilling og handle, både i det liv, de lever lige nu og her, men også i det liv, der venter dem i fremtiden, siger Henrik Thygesen.

Med hjælp fra A.P. Møller Fonden oprettede Lemvig Kommune i 2014 en fælleskommunal teamstruktur på skoleområdet. Den betyder, at skoleledere og lærere er i systematisk kontakt med hinanden og med ansatte på Rådhuset. Strukturen sikrer, at ny viden kan kanaliseres bredt ud, og at der kan arbejdes målrettet med kvalitetsudvikling i et projekt som dette.

Forfatter

Related posts

Top