Danske myndigheder opgiver foreløbigt antistoftest

De danske myndigheder er gået helt væk fra ideen om at udbrede test til danskerne for antistoffer mod coronavirus på individniveau.

Dermed vil det ikke for nuværende blive muligt at få en test for antistoffer i de hvide testtelte rundt omkring i landet. Her kan man lige nu blive podet for at se, om man er smittet med coronavirus. Det skriver Politiken, som beretter om, at det ellers var meldingen tidligere på foråret.

Sundheds- og Ældreministeriet lægger over for Politiken til grund, at man ikke ved, i hvilken grad antistoffer giver immunitet.

– Der er serologiske studier i gang verden over med henblik på at undersøge varigheden af immuniteten, skriver ministeriet til Politiken.

Selv om alle og enhver ikke bare har kunnet bestille en antistoftest fra myndighederne, kan man købe dem rundt omkring på udvalgte apoteker. Testene er dog blevet kritiseret for at være usikre og spild af penge.

I de første 2.000 privat udbudte test blev der fundet antistoffer hos cirka ni procent af køberne.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top