Det bliver nu muligt for alle danskere fra vest mod øst og syd til nord at nyde sommerferien til vands – og for mange vil det kunne gøres uden at hive pengepungen op af lommen.
53 færgeruter tilbyder nemlig alle gående og cyklister gratis overfart i hele juli. Det sker som et led i regeringens sommerpakke, der tilgodeser de mange danskere, der i år holder sommerferie under velkendte himmelstrøg.
– Stort set alle vores indenrigs færgeruter kommer nu i spil i danskernes sommerferieplaner, og det er meget positivt at mærke, hvordan vi alle ønsker at give hinanden de bedste forudsætninger for en god sommerferie herhjemme; nu når grænserne ikke er så åbne, som vi er vant til. Det er samtidig også en kærkommen håndsrækning til det lokale kultur- og erhvervsliv på øerne, som har været hårdt trængt i løbet af foråret på grund af de mange aflysninger, som COVID-19 har ført med sig, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.
Det er færgeselskabernes eget valg, om de vil deltage i sommerpakken og dermed udbyde gratis færgerejser for gående og cyklister i juli. Hvis de deltager, får de efterfølgende den manglende billetindtægt dækket af staten.
Initiativet er en del af regeringens sommerpakke, som også består af billigere færger i august og september, en million billige Orange-billetter og 50.000 rejsepas; hvoraf sidstnævnte blev udsolgt på blot tre dage.
FAKTA: Her kan du sejle gratis med færge i juli, hvis du er gående eller på cykel
- Sjællands Odde-Ebeltoft
- Sjællands Odde-Aarhus
- Køge-Rønne
- Gudhjem-Christiansø
- Hundested-Rørvig
- Havnsø-Sejerø
- Holbæk-Orø
- Kalundborg-Samsø
- Stigsnæs-Agersø
- Stigsnæs-Omø
- Stubbekøbing-Bogø
- Bandholm-Askø
- Fejø-Kragenæs
- Femø-Kragenæs
- Tårs-Spodsbjerg
- Fåborg-Søby
- Fåborg-Avernakø-Lyø
- Svendborg-Ærøskøbing
- Svendborg-Skarø-Drejø
- Rudkøbing-Marstal
- Rudkøbing-Strynø
- Assens-Baagø
- Søby-Fynshav
- Bøjden-Fynshav
- Ballebro-Hardeshøj
- Barsø Landing – Barsø
- Aarø-Aarøsund
- Snaptun (Horsens)-Endelave
- Hov-Samsø
- Hov-Tunø
- Hammer Bakke-Orø
- Grenaa-Anholt
- Udbyhøj Nord – Udbyhøj Syd
- Hals-Egense
- Frederikshavn-Læsø
- Feggesund overfart
- Næssund overfart
- Hvalpsund-Sundsøre
- Branden-Fur
- Kleppen-Venø
- Thyborøn-Agger
- Esbjerg-Fanø
- Livø-Rønbjerg
- Mellerup-Voer
- Marstal-Birkholm
- Faaborg-Bjørnø
- Aalborg-Egholm
- Hjarnø-Snaptun
- Kulhuse-Sølager
- SeaHawk (Øhop sydfyn)
- Hjarnø-Alrø
- Havnsø-Nekselø
- Svendborg-Hjortø