Når Limfjordsteatrets talenthold skal fremføre årets afgangsforestilling, er det med en af teaterbranchens mest roste dramatikere i øjeblikket som forfatter.
Den Reumert-belønnede Julie Maj Jakobsen har nemlig skrevet årets afgangsforestilling, som skal sættes op hen over sommeren.
“Kort over øer og andre utopiske steder” hedder forestillingen, som får premiere 9. august på Limfjordsteatret i Nykøbing, og som kredser om vores forhold til både drømme og natur – og om at miste forbindelsen til begge dele.
Julie Maj Jakobsen er en af de mest spillede dramatikere i Danmark i disse år, og har skrevet flere prisbelønnede forestillinger. I 2012 modtog hun Reumert-talentprisen for stykket ”Forsamlingshuset”, i 2013 var hun Reumert-nomineret for stykket ”Fucking Fattig” og i 2018 modtog hun en Reumert som årets dramatiker for ”Aftenlandet” på Aalborg Teater, en forestilling, der også er solgt til produktion i Tyskland.
– Vi har gjort det til en tradition at hyre en dygtig dramatiker til at skrive et stykke ny dramatik til talentholdenes afgangsforestillinger. Vi synes godt, de må få oplevelsen af at arbejde med et kvalitets-materiale, som er skrevet lige præcis til dem. Gerne med et lokalt udgangspunkt, siger teaterleder Gitta Malling.
”Kort over øer og andre utopiske steder” spiller fra den 9. august frem til lørdag den 15. august, hvor eleverne slutter med dimission. Her får de overrakt diplom som bevis på, at de har fulgt den to-årige grunduddannelse i skuespil under Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst, hvis arbejde blandt andet støttes af Kulturstyrelsens Talentpulje.
Billetter til forestillingen kan allerede nu købes for det symbolske beløb af 20 kr. på www.limfjordsteatret.dk.
Foto: Lars Horn, Baghuset