Ambulancer og brandbiler slipper for fartbøder under udrykning

Det er slut med at udrykningskøretøjer risikerer bøder, når de kører forbi en af Vejdirektoratets stærekasser i høj fart i forbindelse med udrykningskørsel.

Rigspolitiet har fundet en løsning, der sikrer, at køretøjerne sorteres fra i sagsbehandlingen. Det betyder, at førere af udrykningskøretøjerne ikke efterfølgende skal bruge tid på at dokumentere, at hastighedsoverskridelsen skete i forbindelse med en udrykning.  Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Mere konkret vil en sag blive frasorteret, hvis det visuelt kan konstateres ud fra det optagne billede, at der er tale om et udrykningskøretøj.

Løsningen bliver taget godt imod af Danske Beredskaber, der er en sammenslutning af de kommunale beredskabsenheder.

Ifølge Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, har der ikke været udrykningschauffører, som har fået bøder eller mistet kørekortet på grund af en stærekassesag.

Men alligevel har det været et dagligt problem, at udrykningschauffører er blevet blitzet og derefter er gået hjem fra arbejde med tvivl om, hvorvidt de ville kunne beholde kørekortet og derved blive ved med at have et arbejde.

Med løsningen er der en risiko for, at uberettigede hastighedsovertrædelser begået af beredskabsaktører ikke vil udløse en bøde. Derfor har politiet besluttet at indføre stikprøvekontroller. Her vil politiet se nærmere på, om der har været tale om en udrykningskørsel.

Stikprøvekontrollen skal omfatte et bredt udsnit af beredskabsaktørerne og forskellige hastighedsovertrædelser.

Indtil videre gælder løsningen ikke politiet, men alene de øvrige beredskabsaktører som eksempelvis ambulancer, brandvæsen og akutlæge.

Det skyldes, at der i forhold til politiets udrykningskørsel er behov for at gennemføre en ændring af retsplejeloven, før den nye løsning også vil kunne gælde for politiet.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top