Mink slipper for aflivning selv om de er smittet med corona

For nylig blev tusindvis af mink på tre farme i Nordjylland aflivet, fordi de var inficeret med coronavirus. Men sådan bliver det ikke fremover, fremgår det af en ny strategi fra regeringen.

– Det er vores vurdering, at vi med de forebyggende indsatser kan holde smitte med Covid-19 i minkbesætninger på et minimum. Med den viden vi har og med de nye tiltag, vurderer regeringen, at det er forsvarligt at lade smittede minkbesætninger leve fremover, siger fødevareminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Den nye praksis betyder, at der lægges mere vægt på sygdomsovervågning af dyrene og forebyggelse af smittespredning. Der indføres således krav om, at medarbejdere på farmene skal bære mundbind, handsker og bruge sprit. Det skal mindske risikoen for, at eventuel smitte spredes.

Desuden skal der ske en tæt sygdomsovervågning af minkfarmene. Det betyder, at alle danske minkavlere over en periode på tre uger skal indsende prøver fra deres besætninger. I første omgang gennemføres to runder af overvågningen.

I brancheorganisationen Danske Minkavlere er der tilfredshed med den nye strategi.

– Myndighederne har sammen med landets bedste eksperter nu samlet så meget viden, at vi kan undgå aflivning af hele minkbesætninger og i det taget holde smitte med corona ude af minkbesætninger, så situationen slet ikke opstår, siger formanden, Tage Pedersen, i en kommentar.

Organisationen har tidligere meldt ud, at der er indført skærpede hygiejneregler og stop for adgang for gæster.

Danske Minkavlere opfordrer ligeledes minkavlere og medarbejdere til at lade sig teste for at holde coronavirus ude af gårdene.

Myndighedernes nye strategi for mink træder i kraft i løbet af juli.

/ritzau/

Foto: Danske Minkavlere

Forfatter

Related posts

Top