Lokalt iværksætter-eventyr hjulpet igang af lånefond

Bestyrelsen for Nordjysk Lånefond har netop bevilliget et iværksætterlån til virksomheden Trucktime
ApS i Nykøbing på 243.000 kr.

Pengene skal bruges til udvikling af en app, som kan hjælpe vognmænd og chauffører til lettere at holde kontakten.

Idéen kommer fra indehaver Imone Simonsen. Som tidligere kørselsdisponent hos en vognmand blev hun opmærksom på, at kommunikationen mellem vognmand og chauffører ofte er usikker og langsom. Hun besluttede sig derfor for at springe ud som iværksætter og udvikle et nyt kommunikationsværktøj, som på en let og overskuelig måde kan sende opgaver ud til chaufførerne samt sende oplysninger om tidsforbrug, leverede varer, billeder af følgesedler og lignende retur til vognmanden.

I første omgang udvikles appen alene til brug for entreprenørkørsel, men målet er at der senere skal udvides til andre brancher.

– Lånet hos Nordjysk Lånefond er afgørende for, at udviklingen af appen kan gennemføres, siger Imone Simonsen, der glæder sig til at komme igang:

– Jeg er sikker på, at min app vil blive efterspurgt hos vognmændene. Jeg glæder mig til at præsentere den og høre deres vurdering.

Forfatter
Top