VVS-installatørvirksomheden Brændselsforeningen i Nykøbing fusionerede sidste år med Kai Nielsen VVS og Blikkenslager, og efter en ledelsesrokade er det i dag Kai Nielsen, der står med ansvaret for den 100 år gamle virksomhed.
Efter fusionen er det imidlertid gået op for bestyrelsen og den nye ledelse, at Brændselsforeningen tidligere har oparbejdet et stort millionunderskud, som er værre end først antaget. Derfor jagter selskabet nu med fuld kraft sorte tal på bundlinjen, så Brændselsforeningen kan begynde at tilgodese øens børn, unge og foreninger jf. foreningens vedtægter.
– Vi har sammen med vores revisor og bestyrelse meget tørt kunnet konstatere, at Brændselsforeningen tidligere har haft en dårlig økonomi. Rent teknisk gør det, at vi har overtaget et stort underskud, som virksomheden dog allerede har barberet væsentligt ned i kraft af en stram styring af økonomien, et nyt økonomisystem og fortsat masser af nye ordrer og kunder, begynder John Pedersen, der er bestyrelsesformand i Brændselsforeningen A/S og Brændselsforeningens a.m.b.a.
– Når vi har fået ryddet helt op, står vi med en sund virksomhed, der nu drives på kommercielle vilkår, og så kan vi begynde at tilgodese øens børn, unge og foreningslivet, når vi deler ud af overskuddet, ligesom det står i Brændselsforeningens vedtægter, fortsætter han.
Underskuddet er først kommet den nye administrerende direktør Kai Nielsen til kendskab, efter at han blev indsat som direktør, og derfor har Brændselsforeningen i tæt parløb med bestyrelsen igangsat en ny strategi, der alene de sidste seks måneder på ny har vist positiv drift.
Lang række af årsager
Der ser ud til at være en lang række årsager bag det oparbejdede underskud, og revisionsfirmaet BDO har efterhånden et godt billede af, hvordan Brændselsforeningen tidligere har været drevet, og hvordan pengestrømmene har skabt det underskud, som selskabets 15 medarbejdere nu kæmper for at indhente.
– Det er jo en lidt speciel selskabsform, hvor vi ifølge vores status som andelsselskab skal give overskuddet tilbage, så det kommer børn, unge og hele Nykøbing Mors’ foreningsliv til gode. Og når der ikke er noget overskud, er vi ikke til gavn for dem, vi gerne vil hjælpe, nemlig hele øen. Derfor glæder det os, at vi fortsat har en meget loyal kundekreds, for jo flere opgaver vi får ind, jo nemmere har vi ved at dele ud af vores overskud til velgørende formål. Derfor har vi lige nu ét sigte, og det er igen at skabe en god og sund økonomi i Brændselsforeningen,udtaler administrerende direktør Kai Nielsen i en pressemeddelelse.
Brændselsforeningen er netop gået ind i et nyt regnskabsår, og derfor er der ifølge John Pedersen al mulig grund til at tro på, at de sorte tal vil være inden for rækkevidde frem mod næste årsregnskab med Kai Nielsen som direktør.
LÆS OGSÅ: