Få tilskuere kan medføre store tab for håndboldklubber

Hvis de nuværende regler ikke bliver ændret, må danske elitehåndboldklubber om få uger, når sæsonen går i gang, have 500 personer i hallen. Inklusiv spillere og trænerstab.

Det betyder omkring 400 tilskuere til en kamp, og det er langt under, hvad mange klubber normalt har.

Hos Divisionsforeningen i Håndbold er direktør Thomas Christensen bekymret for sportens fremtid, hvis ikke der politisk bliver ændret på tingene.

– Jeg vil sige, at hvis der ikke kommer folk til håndbold, hvad enten det er private mennesker eller sponsorer, så er håndbold en branche, der er i risiko for ikke at være her i fremtiden, siger han.

Derfor håber Divisionsforeningen, at reglerne bliver ændret, før håndboldsæsonen går i gang.

– 500 mennesker vil vi økonomisk set ikke kunne nøjes med i de fire elitehåndboldrækker, vi har. Det vil medføre ret store tab, hvis det bliver situationen, siger Thomas Christensen.

I næste uge er det planlagt, at regeringen og resten af partierne på Christiansborg skal forhandle den fjerde og – indtil videre – sidste fase af genåbningen under coronakrisen på plads.

Her håber Thomas Christensen, at regeringen åbner for flere tilskuere i hallerne.

Han peger på fodbold, hvor klubberne har haft succes med at lukke tilskuere ind, alt efter hvor stort stadion er, som en måde at få flere tilskuere ind i hallerne på en ansvarlig måde.

– Min opfordring er i hvert fald, at man kigger differentieret på de forskellige haller og faciliteter, og ikke bare tager et statisk tal som for eksempel 500, siger han.

Arkivfoto

Forfatter

Related posts

Top