Alt for mange bilister taler i håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Igår blev 11 af dem standset af politiet i Thisted by. Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted oplyser, at de 11 bilister blev standset af én enkelt betjent i tidsrummet 7-15.
De 11 kan nu se frem til en bøde på 1.500 kr. plus et klip i kørkortet. Dertil kommer et tillæg på 500 kroner til Offerfonden.
For at det er lovligt at bruge teleudstyr som fx mobiltelefon, GPS, tablet mv. under kørslen kræver det:
- At du bruger udstyret håndfrit, dvs. uden fysisk berøring af dets egne knapper eller display: – Du må altså gerne kigge på det, bruge stemmestyring, betjene eftermonterede knapper/display på fx køretøjets instrumentbræt, eller betjene headset.
- At mobiltelefon/GPS/tablet mv. er anbragt i en holder, der er fastgjort i/på køretøjet: – Hvis udstyret er anbragt i en fastgjort holder må du gerne trykke på knapper/display.
Foto: Rådet for Sikker Trafik